Gulerod-æblemuffins med lime-cream cheese

Små pistacietærter med kiwi-ganache, limecurd og brændt marengs

Så er jeg hjemvendt fra smukke Budapest. Jeg er så vild med den by. Sidste gang jeg besøgte Budapest var forrige sommer i forbindelse med interrail. Det var virkelig to meget forskellige oplevelser. Sommeren forrige år var med hedebølge, kolde drinks, tusindvis af is og lange sommeraftener. Denne gang var det med den tykkeste dynejakke fra vintergarderoben i kufferten, hue, vanter, varme drikke og mange cafe-besøg for at holde varmen i fingrene og tæerne. Sol og varme gør uden tvivl noget for oplevelse af byen, men da solen skinnede på en kold novemberdag med blå himmel, så var det mindst ligeså smukt som en varm sommerdag.

Desuden er der sindssygt hyggeligt i byen her i de kolde måneder. Byen boomer af julemarkeder og boder med smukke lysinstallationer og julelys i alverdens afskygninger. Jeg fik købt mig fattig i lækker chokolade, små udstikkere til småkager, macarons, gløgg og lækre øl. Og uh, jeg glæder mig til at bruge det til bageprojekter her i december. Det kan anbefales med sådan en lille jule-get-away!


Men for lige at varme mig selv lidt op igen.. For det var altså en kold omgang, især eftersom vores aircondition eller varmeanlæg i den lejlighed vi havde lejet, ikke virkede. Så det var både minusgrader udenfor – og det føltes også som minusgrader indenfor. Så nu får I lige en opskrift, som er meget sommerlig, selvom det er den 1. december lige om lidt. Men jeg skal lige varmes op igen, så tror jeg skal bage dem her i weekenden. De her små tærter er med kiwi, pistacie, lime og marengs. Så fine og smager SÅ godt!


Ha’ en dejlig fredag og god 1. december lige om lidt ♥

Ingredienser:

Mørdej:

  • 35 g pistacienødder
  • 50 g flormelis
  • 140 g mel
  • 50 g koldt smør
  • 1/2 æg (S/M)
  • Knivspids salt

Kiwiganache:

  • 8 modne kiwier (ca. 300 g uden skræl)
  • 4 spsk. sukker
  • 2 spsk. limesaft
  • 200 g hvid chokolade
  • 1 husblas

Limecurd:

  • 1,5 blade husblas
  • 6-8 økologiske lime, skal + saft (ca. 1,25 dl)
  • 130 g lyst sukker
  • 1 æg, str. S
  • 30 g smør
  • Evt. grøn pastafarve

Marengs:

  • 2 æggehvider
  • 75 g hvidt sukker
  • 75 g flormelis
  • Evt. grøn pastafarve

Fremgangsmåde:
  1. Tag smørret ud af køleskabet, så det bliver lidt blødere.
  2. Blend pistacienødderne til små gryn i en minihakker.
  3. Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål og skær smørret i stykker og ælt det ind i dejen. Tilføj æg indtil dejen er ensartet. Ælt kun lige dejen sammen, så den er ensartet og stop så med at ælte.
  4. Stil dejen på køl i ca. 20-30 min.
  5. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, så det ca. passer med størrelsen på tærteformen – også læg et par centimeter til, så der også er til kanterne.
  6. Læg nu den kolde dej på tærteformen uden bagepapir, og pres den forsigtigt ned af kanterne, så den passer med formen.
  7. Skær det overskydende dej af med en skarp kniv, og prik i bunden med en gaffel.
  8. Bages ved 175 grader i 15-20 min til den er gylden.
  9. Lad dem stå og køle af.

 

Kiwiganache:

  1. Læg husblas i koldt vand
  2. Skræl kiwierne og skær dem i små stykker
  3. Tilføj kiwi, sukker og limesaft i en gryde og lad det koge, indtil kiwierne er godt møre.
  4. Imens smeltes den hvide chokolade over et vandbad
  5. Når kiwierne er helt møre, blendes de til “mos” i en minihakker. Vrid husblas for vand og smelt det i den varme kiwimos.
  6. Vend nu den hvide chokolade og kiwi-mosen sammen.
  7. Når tærtebundene er helt kolde, så fordeles kiwiganache lige i dem. Lad dem være i formen!
  8. Sæt dem på køl eller frys, minimum 1 time på frys, eller indtil kiwiganache’en har sat sig helt.

 

Limecurd:

  1. Udblød husblas i koldt vand i ca. 20 min.
  2. Kom limesaft, fintrevet limeskal fra én lime og halvdelen af sukkeret op i en gryde og bring det i kog.
  3. Pisk resten af sukkeret og det halve æg sammen til en luftig æggesnaps.
  4. Den varme limelage hældes nu op i æggemassen og pisk sammen.
  5. Kom det hele tilbage i gryden og varm det op under konstant piskning til det tykner en smule.
  6. Når den er tyknet, vrides husblas og tilsættes sammen med det kolde smør og rør det ud i massen.
  7. Hæld limecremen over kiwiganache’en og lad cremen sætte sig på køl over et par timer.
  8. Lav evt. marengsmassen imens.

 

Marengs:

  1. Pisk æggehviden helt skummende i en helt ren skål med rene piskeris.
  2. Tilsæt det hvide sukker lidt af gangen, og når massen kan lave små toppe og er stiv, stopper du med at piske.
  3. Sigt flormelissen i og vend det forsigtigt sammen.
  4. Når marengsen er helt glat, så vendes en lille smule gul farve i og vend det et par gange, og lad det så være, så den gule farve kommer i striber.
  5. Fyld det i din sprøjtepose og med en stjernetyl sprøjtes det ud på kagen i små toppe.
  6. Tag din gasbrænder og brænd toppene forsigtigt. Hold afstand med gasbrænderen, så du ikke risikerer, at de pludselig bliver sort eller brænder.

2 kommentarer

  • Hold nu fast de ser lækre ud og ikke mindst smukke at servere! Glæder mig til at grave ned i din blog og finde masser lækre opskrifter! 🙂 Tak for at dele!
    — Cilla / http://www.cillaes.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Madeventyret

      Tusind tak, det er jeg glad for at høre! De smager også virkelig godt, og er sjove at servere både for børn og voksne – man kan jo lege med alverdens farver 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gulerod-æblemuffins med lime-cream cheese