Minipizzaer på grøntsagsbrød (glutenfrie)

Jordbærtærte – den helt traditionelle

Jeg er SÅ klar på sommerferie! Min hjerne kan slet ikke koncentrere sig om mere skole, og dog har jeg stadig eksamenerne tilgode, inden dette semester er fuldendt. Så nu forsøger jeg lige, at tænke på alt det gode, som sommeren kommer til at bringe, så jeg kan holde humøret og motivationen oppe.


Det første jeg tænkte på… Jordbærtærte! Og hvis der er noget, som minder mig om sommer og giver mig sommerfornemmelse i kroppen, så er det, når jordbærtærterne dukker op i bagerens vinduer! Alt hvad jeg elsker, findes i den kage.. Jordbær, kagecreme, flødeskum, mørdej og marcipan. Det kan ikke blive mere fuldendt i mit hoved! Og når ja, hvis I ikke allerede har regnet den ud – jordbærtærte er min absolut yndlingskage! Så nu starter jeg lige med at gå ned til bageren og fejre det gode vejr med en lille kage, men hvis du har mod på selv at bage den, så snup opskriften her nedenunder!


IMG_7795

IMG_7658_Fotor2

Mørdej til tærtebunden:

  • 75 g koldt smør
  • 40 g flormelis
  • 100-150 g hvedemel
  • 1 æg
  • 75 g mørk chokolade (70-80 %) til pensling
  • Tærteform eller springform på ca. 26 cm

Mazarinmassen:

  • 175 g marcipan
  • 150 g sukker
  • 100 g blødt smør
  • 2 æg
  • 50 g hvedemel

Vaniljecreme:

  • 1 æg
  • 15 g majsstivelse
  • 1 tsk. ren vaniljepulver eller korn af ½ vaniljestang
  • 2½ dl sødmælk
  • 40 g sukker
  • 2½ dl piskefløde

Pynt:

  • 500 g friske jordbær
  • Hyldeblomster eller andre spiselige blomster
  • Små basilikumblade eller mynteblade

Fremgangsmåde:

  1. Skær det kolde smør i små tern, og bland det sammen med mel, flormelis og ægget. Brug dine hænder til at varme smørret op, og når du har opnået en smidig, sammenhængende dej, så pak den ind i husholdningsfilm og lig den i køleskabet 20-30 min.
  2. Tænd ovnen på 200 grader.
  3. Imens så laves mazarinmassen. Ælt marcipan og sukker sammen med hænderne. Tilsæt det bløde smør og æg i massen, brug evt. en elpisker. Tilsæt til sidst melet og rør massen godt sammen.
  4. Smør din form med smør eller olie. Rul mørdejen tyndt ud på et meldrysset bord og læg den i din form. Glat den helt ud i formen med fingrene og lap eventuelle huller.
  5. Fordel mazarinmassen oven på mørdejen. Bag midt i ovnen i ca. 15-20 min. Massen skal være gylden og fast. Afkøles fuldstændig efter bagning.
  6. Når mazarinmassen er afkølet, smeltes chokoladen over vandbad og kagen pensles med chokoladen.
  7. Vaniljecremen laves i en lille gryde. Æg og majsstivelse piskes sammen i gryden. Vaniljepulver eller korn, mælk og sukker tilsættes under piskning, indtil cremen bringes i kog. Fortsæt med at piske cremen, indtil den har en passende tyk og fast konsistens. Drys lidt sukker på toppen og stil cremen på køl.
  8. Piskefløden piskes til flødeskum. Når cremen er fuldstændig nedkølet (og dette er vigtigt, ellers skiller cremen), så vendes vaniljecremen og flødeskummen forsigtigt sammen.
  9. Fordel vaniljecremen på den størknede chokoladelag.
  10. Pynt kagen med udskårne jordbær.
  11. Hvis du ønsker at pynte din tærte, ligesom jeg pyntede min jordbærtærte, som du ser på billedet, så følger der en lille vejledning her. Skær jordbærerne i tynde skiver og lig dem i lag – start ude i kanten og bevæg dig ind mod midten. Pynt derefter med hyldeblomst eller andre spiselige blomster og små basilikumblade eller evt. mynteblade.
  12. Stil kagen på køl, indtil den skal serveres.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Minipizzaer på grøntsagsbrød (glutenfrie)