Fyldte chokolader med forskellige fyld

Passionsfrugtkage med kokos og mango

Rigtig glædelig jul til alle jer, der følger med her på Madeventyret! Jeg håber, at I har haft nogle dejlige dage med jeres familie og nærmeste. Forhåbentlig har I, ligesom mig, fået fyldt depoterne op med både sovs, kartofler og tonsvis af slik, chokolade og småkager.


Jeg skal holde nytår her i Aarhus, hvor jeg også har holdt jul. Jeg tager mig en lang juleferie, inden turen går hjemad og studiet igen kalder i København. Vi har allerede skolestart igen d. 2. januar kl. 8.00.. Come on – giv os da lige en chance for at komme hjem. Så jeg kommer nok rigtig til at hænge i bussen mod Kbh d. 1. januar med alle de andre tømmermændsramte rejsende. Så nytår bliver nok ikke det helt vilde show for mig i år, men derfor skal jeg stadig stå for årets nytårskage, og netop derfor er dette indlæg vigtig!


Her kommer nemlig et forslag til en nytårskage, hvis du også står i samme dilemma som mig… Hvad skal jeg imponere gæsterne med i år? Den kage du ser her er faktisk ganske simpel at lave og tager ikke forfærdelig lang tid, hvis du er en smule vant til at bage kager og stå i et køkken. Der er selvfølgelig noget køletid, som skal regnes med.

Kagen består af tre lag: Blondiebund (som er en hvid chokoladebrownie) med kokos og hvid chokolade, en mangopuré og en mousse med passionsfrugt. Dét der gør den mere imponerende at se på (hvis jeg selv skal sige det) er naturligvis pynten, som egentlig også er ganske simpel, hvis du har en silikoneform til at lave disse halvkugler med. Men alt omkring pynten og fremgangsmåden kan du læse mere om nede i opskriften.


Egentlig vil jeg bare sige: det her er en af mine bud på en virkelig fin nytårskage. Frisk, syrlig, eksotisk og festlig. Og perfekt til et glas champagne!

Ingredienser:

6-8 Personer.

  • Springform 20 cm
  • Silikoneform med halvkugler 3 cm i diameter

 

Blondie med kokos: 

  • 100 g hvid chokolade
  • 100 g smør
  • 50 g hvedemel
  • 50 g kokosmel
  • 1 L æg
  • 75 g sukker
  • 1/4 tsk. natron
  • 30 g mandler

 

Mangofyld:

  • 1,5 husblas
  • 200 g mango
  • 1/2 citron saft
  • 40 g sukker

 

Passionsfrugtmousse:

  • 8-10 passionsfrugter (1,5 dl)
  • 1 appelsin
  • 1/2 citron
  • 4 blade husblas
  • 1/4 stk. vaniljepulver (eller 1/2 vaniljestang)
  • 50 g sukker
  • 50 g flormelis
  • 1 M/L æg
  • 2 dl fløde
  • Evt. gul pastafarve (kan købes i Føtex)

 

Pynt:

  • Rød skovsyre
  • Kokosflager
  • Hvis krystalliseret chokolade
  • Frysetørret hindbær
  • Hakkede pistacienødder
  • Gule rosenblade

Fremgangsmåde:

Blondie med kokos:

  1. Smelt smør og hvid chokolade over et vandbad. 
  2. Pisk æg og sukker sammen.
  3. Sigt mel, salt og natron ned i æggemassen.
  4. Vend chokolade og smør-blandingen i dejen.
  5. Vend nu kokosmelen i.
  6. Hak mandlerne og vend dem i til sidst.
  7. Bages i 15-20 min ved 170 grader varmluft til den er gylden. 
  8. Lad den stå og køle helt af.
  9. Når den er kold befries den fra formen. Gør formen ren.
  10. Sæt bunden på det fad, du gerne vil servere den på. Placer den i en kagering/springform og sæt bageplast rundt i kageringen.

 

Mangofyld:

  1. Husblas ligges i vand i minimum 15 min.
  2. Skræl mangoen og skær den i mindre stykker.
  3. Kog mangoen og de øvrige ingredienser op i en gryde. Lad det småkoge i 10 min til mangoen er helt blød.
  4. Tag gryden af varmen og blend den med en stavblender.
  5. Vrid husblassen og smelt den i mango-fyldet. Rør rundt indtil massen er ensartet.
  6. Fordel fyldet over blondie-bunden. Hvis du gerne vil lave det pynt (som du ser på billedet nedenunder), så husk at gemme lidt til at lave disse bomber. Jeg lavede 4 på 3 cm i diameter med denne mangofyld.
  7. Sæt den på køl i ca. 1-2 timer. Sæt de små moussebomber til pynten på frys, indtil du skal bruge dem.

 

Passionsfrugtmousse:

  1. Husblas ligges i blød i minimum 20 min.
  2. Skrab kødet ud af passionsfrugter og pres dem i en si, så du kun har saften tilbage. Der skal ca. være 1,5 dl.
  3. Pres saften ud fra både appelsinen og citronen.
  4. Hæld alt saften (både passionsfrugt, appelsin og citron) i en gryde og varm det op ved middelhøj varm – det skal ikke koge. Når det er varmt, vrides husblassen og smeltes i den varme saft. Lad det stå og køle lidt ned.
  5. Adskil nu æggehvider og æggeblomme fra hinanden.
  6. Pisk sukker, æggeblomme og vaniljepulver sammen til en tyk æggesnaps.
  7. Når saften med husblas er fingervarm, så hældes den i æggesnapsen lidt af gangen. Vær sikker på, at den er kold nok, ellers kan du risikere at lave æggeblommerne til scrambled eggs.
  8. Pisk fløden til en let skum. Kom flødeskummen op i ægge-blommeblandingen lidt af gangen og vend det sammen til ens ensartet masse.
  9. Tilsæt æggehvidemassen og vend det forsigtigt i. Vend det indtil massen igen er ensartet og jævn.
  10. Hvis du vil lave pynt med små moussebomber, så start med at lave 8 små moussebomber i en 3 cm form. Hvis du vil lave forskellige farver, som du kan se på billedet, så farv moussen lidt af gangen og lav bomberne, så du får forskellige nuancer af den gule farve. Sæt formen med bomberne i fryseren, indtil du skal bruge dem.
  11. Hæld resten af moussen i en sprøjtepose og fordel den rundt på mango-laget.
  12. Sæt kagen på køl i minimum 2-3 timer (eller natten over). Ikke på frys denne gang, da der sker noget med denne mousse pga. æggehviderne, som gør den får en “rynket” overflade, hvis den fryses.

 

Pynt:

  1. Tag kageplasten af forsigtigt.
  2. Fordel bomberne rundt på kagen.
  3. Fordel kokosflagerne.
  4. Drys med hakkede pistacienødder, krystalliseret chokolade og frysetørret hindbær.
  5. Pynt til sidst med gule rosenblade og skovsyre.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fyldte chokolader med forskellige fyld